Johannes Lindved
Lindberg

Men er jeg så autist?

 

Nej.

 

For det første så er jeg en meget social person. Jeg er altid nysgerrig på andre mennesker, og det er også en af grundene til, at jeg har valgt at blive journalist. Dét at kunne få et indblik i andres verden, historie eller kultur, det, synes jeg, er vanvittigt interessant.

 

Den nysgerrighed har jeg nok fået med fra barnsben. Min familie har altid taget mig med på lange, spændende rejser som barn, og jeg er selv fortsat med at rejse ved enhver given lejlighed.

Når man møder andre mennesker på deres hjemmebane, kigger dem i øjnene, spørger ind til dem og undrer sig, så tror jeg på, at man får de mest ærlige svar og nye perspektiver. Og dét er netop den type journalist, jeg er. Jeg vil helst møde mennesker ansigt til ansigt, være nysgerrig, nærværende og kritisk.

 

Og det leder mig videre til min anden grund til, at jeg ikke er autist: min ironi (som forhåbentlig kan læses i dette skriv).

 

Derudover har jeg en trang til at blive udfordret. Komme på dybt vand.

Som da min bedste ven og jeg blev vækket af det tjekkiske politi midt om natten, fordi de troede, vi var illegale flygtninge, da vi kørte rundt i Europa og sov i en gammel varevogn.

Eller da jeg fik æren af at blive målskive for en fremmed kvindes opkast på en gyngende sejlads i Fillippinerne. I de situationer lærer man at holde hovedet koldt og humøret højt, og det forsøger jeg at tage med ind i journalistikken.